Det internationale samfund og klimadebatten

Første gang, verdenssamfundet blev klima-rystet, var i 1962, da den amerikanske biolog Rachel Carson (1907-1964) udgav bogen Det tavse forår. Anledningen var den udbredte brug af kraftige sprøjtemidler, specielt insektbekæmpelsesmidlet DDT, der blev anvendt til at slå malariamyg ihjel. Ved at anvende DDT blev man i stand til at bekæmpe malaria og redde mange menneskeliv. Bogens titel refererer til, at Carson mente, vi gik et tavst og stille forår i møde, eftersom de fleste sangfugle, der lever af insekter, også ville blive dræbt af DDT. Stoffet er langsomt nedbrydeligt og ophobes derfor i naturen og fødekæderne. Med den viden i rygsækken besluttede de vestlige lande inkl. USA at forbyde brugen af sprøjtemidlet.

Carsons bog vakte stærke følelser i samtiden, og hun blev beskyldt for at overdrive problemerne med anvendelsen af insektbekæmpelsesmidler. Også i eftertiden vækker hendes undersøgelser og konklusioner stærke følelser. Fx omtaler David Gress hende i sin anmeldelse af Al Gores bog En ubekvem sandhed fra 2006. David Gress er historiker og samfundsdebattør:

David Gress anklager både Carson og Al Gore for alarmisme, hvilket er betegnelsen for at sætte skræmmebilleder op og være stærkt ensidig i debatten om klimaudvikling og global opvarmning.

Al Gore er tidligere demokratisk vicepræsident i USA og senere præsidentkandidat. En ubekvem sandhed er både en bog og en dokumentarfilm instrueret af Davis Guggenheim. Begge udkommer i 2006, og de behandler de aktuelle ekstreme vejrforhold med fx afsmeltningen af Arktis og den grønlandske indlandsis, de stigende nedbørsmængder og deraf følgende oversvømmelser og de voldsomme orkaner. Den ubekvemme sandhed, titlen hentyder til, er, at de nødvendige miljøhensyn er meget omkostningstunge for industrien og de forskellige nationalstater. Ved tiåret for udgivelsen af bogen En ubekvem sandhed undersøgte tidsskriftet Scientific American, om Al Gore havde overdrevet i sin analyse. Det havde han overordnet set ikke: CO₂-udledningen er øget, den globale opvarmning stiger, havisen ved Arktis smelter, vandstanden i verdenshavene stiger med oversvømmelser til følge, og befolkningstallet øges globalt set, hvilket stresser miljøet, økonomien, sundhedsvæsenet osv.

Længe inden Al Gore udgav En ubekvem sandhed, havde den såkaldte Romklub i 1972 udgivet debatbogen Grænser for vækst, der påviser sammenhængen mellem øget velfærd og øget forurening. Bogen blev solgt i ca. 9 millioner eksemplarer og blev oversat til 29 sprog. Budskabet er klart: Det er nødvendigt for verdens befolkning at skifte kurs mod en bæredygtig udvikling for at sikre økonomisk, politisk og miljømæssig stabilitet for de kommende generationer globalt set.

I 2018 kom FN’s klimarapport udfærdiget af klimapanelet IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change). Her bliver det forsigtigt slået fast, at der er håb for kloden og klimaet, men det mere end haster, og det kræver politisk mod eksempelvis at udfase brugen af kul globalt set inden 2050 og i stedet intensivere udviklingen af vedvarende energikilder.

 

Our Common Future

I 1980’erne kom natur og klima for alvor på den globale dagsorden via FN. Forenede Nationer står for de fleste som et internationalt fyrtårn i forhold til sikring af fred og global sammenhængskraft medlemslandene imellem. I midten af 1980’erne blev arbejdsopgaverne udvidet til også at omfatte klima- og naturbeskyttelse, idet FN i 1983 nedsatte en Verdenskommission for Miljø og Udvikling ledet af den norske statsminister Gro Harlem Brundtland. FN’s Generalforsamling ønskede, at Verdenskommissionen formulerede en global dagsorden for en bæredygtig udvikling og anviste konkrete mulige forandringer. Helt grundlæggende var det i årenes løb blevet tydeligt, at nationalstatstænkningen var utilstrækkelig i forhold til klimakriserne, fordi klimaforandringer og forurening ikke standser ved et lands grænser.

I 1987 blev rapporten Our Common Future – populært kaldet Brundtlandrapporten – fremlagt for offentligheden. I rapporten slås det gang på gang fast, at menneskeheden står i en ny situation, fordi menneskene har udviklet teknologier, der kan ændre livet på Jorden. Der tænkes i denne sammenhæng bl.a. på virksomheders udledning af kemikalieaffald i naturen og forbrug af fossile brændstoffer. Desuden er befolkningsmængden og befolkningstætheden øget markant, hvilket betyder øget behov for rent drikkevand og produktion af fødevarer.

I sin indledning til rapporten slår Gro Harlem Brundtland de dystopiske toner an. Efter 1960’ernes optimisme om fremdrift og fællesskab internationalt opstår der i løbet af 1970’erne og særligt i 1980’erne en bevidsthed om miljøforringelser og økonomisk tilbagegang specielt i udviklingslandene. Der kommer en stadig dybere kløft mellem industrilandene og ulandene både økonomisk og miljømæssigt. Alt i alt peger udviklingen på, at det er vores overlevelse, der er på spil. Kloden bliver varmere, ozonlaget brydes ned, og en af konsekvenserne er ørkendannelse.

Det er på den baggrund, at Brundtlandrapporten arbejder med et tredelt bæredygtighedsbegreb: miljø, økonomi og social udvikling. Det er afgørende, at man i forbindelse med den økonomiske udvikling medtænker miljøet og den sociale udvikling. Der er fokus på at etablere en bæredygtig verdensøkonomi, hvor man sikrer, at udviklingslandene får en økonomisk fremgang, så de får mulighed for at minimere miljøbelastningerne i de respektive lande. For at nå det mål skal man sikre et højere uddannelsesniveau i udviklingslandene, hvilket er grundlaget for en bæredygtig teknologisk udvikling. En udfordring i den sammenhæng er ifølge rapporten, at statsapparatet i de fleste lande er opdelt i ministerier, der arbejder med henholdsvis økonomi, industri, miljø, landbrug osv. uden fælles mål og samordnende strategier. Det betyder, at der er behov for at tænke på tværs af de traditionelle måder at organisere administrationer og institutioner på både nationalt og internationalt.

 

Motivet stammer fra havnen i Genova, Italien, hvor en ukendt kunstner har markeret sin holdning til den stigende forurening af verdenshavene.